Vil vi rumme nazisten?

VI ER VERDEN handler først og fremmest om rummelighed. Om viljen til at rumme det fattigste menneske i Afrika og om problemerne med at rumme en nazist. Teaterinstruktør Tue Bierings og scenograf Marie Rosendahl Chemnitz VI ER VERDEN spiller på Sort/Hvid indtil 20. maj.

Interview

VI ER VERDEN skulle ikke handle om alle mennesker i hele verden. VI ER VERDEN skulle handle om os selv. Om en venstreorienteret hipstertype, der taler og taler, men alligevel ikke kan se sig selv.

”Vi har alle sammen siddet til sådan nogle middage. Vi har alle hørt folk sige en masse kloge ting og så alligevel ikke gøre noget som helst ved det,” siger scenograf Marie Rosendahl Chemnitz, der sammen med instruktør Tue Biering står bag forestillingen VI ER VERDEN, der spiller på Sort/Hvid indtil 20. maj.

”Vi gør det endda selv,” tilføjer Tue Biering.

”Vi taler om rummelighed, om at rumme mennesker, der er flygtet fra krig og fattigdom. Men når det kommer til stykket, har vi ikke virkelig lyst til at rumme nationalister for eksempel. Vi har ikke virkelig lyst til at rumme de ikke-rummelige. Og hvor rummeligt er det lige? Hvor langt er vi egentlig villige til selv at gå for rummeligheden?”

VI ER VERDEN er lakmusprøven: Hvor rummeligt er det venstreorienterede hipstermenneske? Hvor rummelig er Tue Biering?

”Det er det problem, jeg ikke helt kan greje. For hver gang vi prøver at rumme en masse mennesker, sker der en udgrænsning af andre. For eksempel vil jeg allerhelst have placeret alle rockere, nazister og Dansk Folkeparti på Anholt. Stakkels dem på Anholt, men det er sådan, jeg har det. Jeg vil gerne kategorisere og placere folk, og det er det, der har slået mig mest i løbet af den her proces: Hvor lidt rummelige vi, og den gruppe vi tilhører, er.”

Netop det– at rumme de ikke-rummelige – er VI ER VERDENs største paradoks. Det er også der, Tue Biering og Marie Rosendahl Chemnitz har været mest uenige.

”Vores udgangspunkt er forskelligt,” siger Marie Rosendahl Chemnitz.

”Jeg starter længst væk fra mig selv. Jeg starter med det fattigste menneske i Afrika. Det er den person, jeg gerne vil hjælpe. For mig handler det ikke om nazisten. Jeg har ikke ondt af nazisten, jeg synes ikke engang, at jeg behøver at rumme nazisten. Sådan har Tue det ikke,” siger Marie Rosendahl Chemnitz.

”Han kan blive ved med at tale med folk, han er uenig med. Det kan jeg ikke. Jeg bliver så edderspændtrasende, hvis jeg taler med en, der er racistisk for eksempel. Det kan jeg ikke rumme. Jeg kan ikke engang rumme mig selv i den samtale.”

Aleppo og yogakurser

Tue Biering og Marie Rosendahl Chemnitz har arbejdet med at lave en forestilling, der består af billeder.

”Det er så dejligt befriende, når man er på kunstmuseum, at man ikke behøver at elske alt, men at man kan dvæle ved noget. At man kan sige, at det var en sindssygt god udstilling, men der var særligt ét værk, der betød noget for mig,” siger Tue Biering. Det er sådan, de har villet lave VI ER VERDEN.

”Tanken om, at teater skal hænge sammen. Vi må ikke kede os, og vi skal være på hele tiden. Det skal være underholdende og medrivende. Det udelukker enormt mange former for teater, at en teaterforestilling skal have det narrativ, og derfor ville vi i stedet prøve at lave en forestilling, der indeholder 30 forskellige former.”

Tue Biering og Marie Rosendahl Chemnitz taler om dansens scene. Eller lydens scene. Kostumeskiftets scene, billens scene eller rummets scene. For scenografien og rummet spiller i VI ER VERDEN en rolle i sig selv for at åbne publikums fælles erindringsrum. For eksempel kan lyden af en Betamax- eller en VHS-maskine gøre, at vi opdager, at vi har mere tilfælles, end vi måske går og tror.

”VI ER VERDEN handler om association. Om de associationer vi får i hverdagen, igennem vores facebook-feed, i det, vi oplever, og hvordan det kan stikke i alle mulige retninger hele tiden. For eksempel kan man komme til at læse noget virkelig uhyggeligt på facebook og bagefter tilmelde sig et yogakursus,” siger Marie Rosendahl Chemnitz og forklarer, at associationerne har været med til at opbygge scenografien.

Ud i skoven

Måske er Tue Biering og Marie Rosendahl Chemnitz’ projekt håbløst. Måske er det endda grænsende til det tåbelige, funderer Tue Biering og trækker ordet i sig igen. Det er ikke en tåbelig idé. Den er bare komplet umulig.

”… at lave en forestilling, der skal rumme alt. For hvordan gør man det? Hvordan udvælger man, hvilken del af verden vi skal vise? Jeg tror sjældent, jeg har været så tæt på et sammenbrud,” siger Tue Biering og tøver igen.

”Eller måske er det bare ét stort sammenbrud.”

For i virkeligheden er mennesket skabt til at skabe sammenhæng, når vi møder verden ved konstant at udvælge det, der i sidste ende skaber narrativerne i vores egne liv. Ofte ved at koge det ned til noget meget simpelt for at kunne håndtere det. Lige præcis det modsatte af at være det hele og rumme det hele, som Tue Biering og Marie Rosendahl Chemnitz har forsøgt.

”Derfor gav ideen om at skabe 30 forskellige billeder mening. Eller 30 forskellige værker kan man også kalde det. For det er jo sådan, vi møder verden. Jeg har jo ikke en personlig assistent, der tilrettelægger verden, før jeg møder den. Verden møder mig hele tiden. Uforudsigeligt, kaotisk.”

Så uforudsigeligt, at man får lyst til at tage ud i en skov, flytte op i et træ med en kniv og en fiskekrog.

”Så nu har vi fået en kolonihave…” siger Marie Rosendahl Chemnitz til Tue Biering, der ikke bare er hendes kollega, men også hendes kæreste.

”Ja, og så bliver det også et projekt,” siger Tue Biering.

”Sådan noget med, at det også kunne være fedt at bygge en veranda derovre.”

Eller måske er det bare det, der hedder terapi.

VI ER VERDEN spiller på Sort/Hvid indtil den 20. maj. Medvirkende er Peter Flyvholm, Nicolai Dahl Hamilton samt skiftende skuespillere