Salgs- og kommunikationsansvarlig med digital profil (barselsvikariat)

Sort/Hvid er et Lille Storbyteater i Københavns Kommune. Vi skaber teater, performances, opera, ballet, skulpturer og virtuelle værker, der undersøger aktuelle samfundsmæssige og politiske emner på tværs af genre og form.

Siden 2011 har teatret været under kunstnerisk ledelse af Christian Lollike, i 2014 skiftede teatret navn fra CaféTeatret til Sort/Hvid og vi er netop flyttet til Kødbyen, hvor vi er ved at bygge et nyt og moderne teaterhus, som vi åbner i starten af 2017.

Da vores nuværende salgs- og kommunikationsansvarlige skal på barsel, søger vi nu en skarp og engageret medarbejder med flair for digitale medier, gode historier og pressearbejde. Vi tilbyder et produktivt og ambitiøst teaterhus med masser af spændende samarbejdspartnere, hvor du får masser af frihed til at udvikle de projekter som du brænder for.

Arbejdsopgaver
Sort/Hvid er i gang med en rivende udvikling – også på kommunikationsfronten, hvor vi i fremtiden ønsker at gå i en mere digital retning. Her bliver du som barselsvikar en vigtig brik i den omlægning. Du har mange og forskellige opgaver i et sjovt og inspirerende hus, hvor du bl.a. skal varetage pressekontakt, lave opsøgende salg, skrive fængende og interessant til hjemmesiden og på de sociale medier, markedsføre vores forestillinger og kampagner samt vedligeholde teatrets visuelle profil i samarbejde med grafikere, fotografer mv.

Kvalifikationer
Vi søger en udadvendt, optimistisk, initiativrig og robust kollega, som kan bevare overblikket, når der er mange bolde i luften. Du skal kunne arbejde løsningsorienteret og selvstændigt i en omskiftelig og varieret hverdag. Gåpåmod, fleksibilitet og engagement er en forudsætning. Vi forventer at du:

  • Har en relevant uddannelse og/eller praktisk erfaring inden for PR og kommunikation, journalistik eller kunst og kultur
  • Har erfaring med skriftlig kommunikation og skriver fejlfrit og kreativt på dansk og engelsk
  • Har stor viden og interesse for digitale medier
  • Kan have mange bolde i luften og samtidig arbejde selvstændigt og være initiativrig.

Praktisk
Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse 1. december 2016 og frem til 31. januar 2018. Send ansøgning og CV med til soren@sort-hvid.dk senest 1. oktober 2016 kl.12.00. Vil du gerne vide mere om stillingen, kan du kontakte administrativ chef Søren Normann Hansen på tlf. 26719169.