’Jeg er ikke synderligt interesseret i fiktion’

09.02.2017 | Nyheder

Instruktør Ditte Maria Bjerg er interesseret i den virkelige verden. Den, der kan nedbryde fordomme og give viden som værn mod usandheder og myter. Det er derfor, hun laver teater. Den 23. februar har hun premiere med I AM ALSO SOMALIA

INTERVIEW

Det er ikke teateret som sådan, instruktør Ditte Maria Bjerg er optaget af. Fiktionen er ikke hendes brændstof. I stedet er det virkeligheden, hun er interesseret i og de samfundsrelevante historier, hun vil fortælle. Dem, der handler om filippinske au-pair-piger i danske middelklassefamilier eller om, hvordan Danmark og Kina slås om råstofferne i Grønland. Om et par uger er hun aktuel med forestillingen I AM ALSO SOMALIA, der handler om nationalteateret i det dengang relativt frigjorte og socialistiske Mogadishu, hvor amerikanske jazzlegender gæsteoptrådte, og hvis skuespillere selv turnerede i Kina. En historie, hun opdagede, fordi hun for et par år siden havde læst rapporten ’Meet the Somalis’.

’Jeg var egentlig klar over, at somalierne i Danmark er en gruppe, der på mange parametre ligger nederst i hierarkiet, så det, der stod i rapporten, overraskede mig ikke. Men der var en kvinde, der sagde noget, som virkelig rystede mig,’ siger Ditte Maria Bjerg, der igennem de seneste syv år har stået i spidsen for Global Stories som kunstnerisk leder.

’Kvinden sagde, at det at være sort og muslim efter 11. september har umuliggjort, at man kan leve et ordentligt liv. Det, syntes jeg, var virkelig oprørende.’

Det var begyndelsen. Og det er også her, Ditte Maria Bjergs samfundssind bliver helt tydeligt. Hun hæver stemmen, taler en smule hurtigere. Hun sidder i køkkenet bag scenerummet i Pakhus 11, hvor der om tre uger skal stå en total rekonstruktion af det fantastiske teater i Mogadishu. En stiksavs skingre lyd skærer sig igennem døren fra scenen ud til køkkenet. Om tre uger skal hendes skuespillere, der ikke er vant til at stå på scenen, gøre det til premieren: Bashir, der er en ung 28-årig sociologistuderende/musiker fra Vollsmose, Moeisha, der er tolk og bor på Vesterbro, Abdi, der spiller det traditionelle somaliske musikinstrument Kaban og er rejst hele vejen fra Wuppertal i Tyskland og Maryam Mursal, der i dag bor i London, og som havde en fantastisk sangkarriere både som stjerne på teatret i Mogadishu og efter, at hun var flygtet og havnede i Sandholmlejren.

Teateret som prisme

Men alt det vidste Ditte Maria Bjerg intet om der for to og et halvt år siden. Det eneste, hun havde hørt om somalierne, var, at de var pirater, terrorister og udnyttede systemet. Hun huskede en stor artikel i Ekstra Bladet, som handlede om Ali, der boede på Lolland med sine otte omskårne koner, hun kom i tanke om, at hun ikke kendte til somalisk kunst, og at hun i det hele taget vidste utrolig lidt om Afrika. Og så besluttede hun sig for at lave en forestilling.

’Jeg har ikke nogen agenda. Altså ikke nogen anden agenda end den, jeg har haft for øje igennem alt mit arbejde i Global Stories, nemlig at få lov til at arbejde sammen med mennesker, der ikke normalt bliver repræsenteret,’ siger Ditte Maria Bjerg og forklarer, at hun vil være tro mod Somalias enormt komplekse virkelighed. Den er ikke nødvendig at brygge på, som hun siger, ’for den er så vanvittigt langt ude allerede’. Det er vigtigt for hende, at de mennesker, der er på scenen, hverken bliver stereotypiseret eller offergjort.

’Jeg kan selv godt lide, at jeg både har fået en emotionel oplevelse og samtidig ved mere om noget, når jeg kommer ud af teatret. Jeg er fan af dokumentarfilm, hvor jeg selv har forstået bare en lille bitte brik af en global sammenhæng. Fordi jeg synes, at det er det eneste værn, vi kan have mod det, der sker lige nu – nemlig at man bliver overvældet af følelser, at man bliver overmandet af afmagt, af vrede eller af frustration. Jeg tror på at være specifik. For det giver energi til modstand.’

Det har hun gjort i alle sine forestillinger, om de så har handlet om indiske rugemødre, filippinske au-pair-piger eller om om Grønland. Hun vil være nøgtern, både i forhold til en bestemt periode og en bestemt kultur.

’Da jeg fandt det her teater, vidste jeg det med det samme. Det er den her prisme – The National Theatre of Somalia i Mogadishu – jeg skal fortælle historien om Somalia i gennem. I det moment, jeg selv læste om det, tænkte jeg: Det kan da ikke passe, at der i Somalias hovedstad for 50 år siden åbnede et teater med plads til 1.000 mennesker, hvor amerikanske jazzbands kom på gæstespil. ’

WC og våbenlager

Og her er vi så tilbage ved fiktionen. Teateret i Mogadishu er i dag en ruin, der siden borgerkrigen i 90’erne både har fungeret som våbenlager og som uofficielt toilet. I 2013 lavede man en plan for teatrets rekonstruktion, men endnu er der ikke sket noget. Men selv om Ditte Maria Bjerg ikke er fascineret af fiktionen, bruger hun den stadig dens værktøjer. I forhold til, hvordan man overrasker og underholder et publikum. ’Så det ikke bliver et foredrag med lysbilleder,’ siger hun.

For så meget af en agenda har hun alligevel at hun håber på, at hendes forestilling kan blive en af mange midler til at protestere mod den udvikling hun ser lige nu. Hvor danske myndigheder hjemsender somaliere til et land, myndighederne ikke engang selv tør opholde sig i og hvor præsident Trump forbyder statsborgere fra muslimske lande indrejse i USA. Det er det eneste middel, vi har mod nationalisme, fascisme og usandheder, mener hun.

’Vi bliver nødt til at kæmpe med kultur og kunst. At minde os selv om, at vi alle er mennesker med modstandskraft, håb, empati og solidaritet.’

I AM ALSO SOMALIA spiller i Pakhus 11 fra den 23.02.2017-11.03.2017 og er en co-produktion mellem Global Stories og Sort/Hvid