I FØLING: Reumert-nominering og turné
05.05.2015 | Nyheder
Reumert juryen har netop offentliggjort nomineringerne til Årets Reumert 2015, og Sort/Hvid har denne gang andel i en helt ny kategori:
Årets Danseforestilling: I FØLING, Corpus og Sort/Hvid på Det Kongelige Teater
Find de øvrige nomineringer her
I foråret 2014 tog I FØLING publikum og anmeldere med storm. Nu drager Christian Lollikes forestilling med de tre krigsveteraner og 26 dansere fra Den Kongelige Ballet til Aarhus.
Anmelderne har rost forestillingen, og den har bl.a. fået fem hjerter i Politiken og fem stjerner i Berlingske Tidende. Jyllands-Postens anmelder, Henrik Lyding, skrev: Spændende fusion mellem virkelighed og ballet på Det Kgl. Teater.
Forestillingen, der er en samproduktion mellem Det Kongelige Teaters danselaboratorium Corpus og Sort/Hvid, er iscenesat af Sort/Hvids kunstneriske leder Christian Lollike og koreograferet af Corpus’ kunstneriske ledere, Tim Matiakis og Esther Lee Wilkinson.
I FØLING blev genopsat på Gamle Scene i København d. 17.-18. januar 2015 og vises på Aarhus Teater som en del af Aarhus Festuge den 28.-30. maj 2015. Turnéen ender i København, hvor forestillingen vender tilbage til Skuespilhuset den 5.-6. og 8.-9. juni 2015.
Det er første gang Aarhus Festuge afholder et arrangement uden for den normale periode fra august til september.