Glædelig jul fra Sort/Hvid

22.12.2016 | Nyheder

Nu er der ikke ret meget tilbage af 2016, og her på Sort/Hvid vil vi gerne ønske dig en glædelig jul! Det har været et rigtig godt år for Sort/Hvid – vi har bygget, crowdfundet, konfronteret os selv med vores egen frygt og meget andet.

Vi har udvalgt et par højdepunkter fra året, der gik:

insta-2-aarsdag-for-brandsh

SORT/HVIDT BYGGERI

Vi har været hjemløse, siden det gamle teater brændte i 2014. I år kom vi endelig i gang med at bygge vores nye teater i Kødbyen. Håndværkerne knokler i øjeblikket med at gøre teatret færdigt. Larmen fra maskiner har af og til været så høj, at vi ikke kunne være på vores kontorer, og de fleste overflader på teatret er dækket af et tyndt lag betonstøv.

Men det er det hele værd! Vi ved, at vores nye teater bliver fuldstændig fantastisk, og vi glæder os til at vise dig det næste år! Indtil da kan du få et smugkig på byggeriet lige her.

cf-fejring-julie-lornsen

KAMPAGNE REJSTE EN KVART MILLION

En stor del af 2016 har drejet sig om den crowdfunding-kampagne, vi kørte i maj og juni. Formålet med kampagnen var at indsamle penge til indrette vores nye teater.

Det lykkedes at samle intet mindre end 256.439 kroner ind fra 345 støttepersoner. Det er en ret vild tanke, at der findes så mange mennesker, som har lyst til at hjælpe Sort/Hvid, og vi vil endnu en gang gerne sige tusind tak for hjælpen!

transistor

UDENLANDSK OPMÆRKSOMHED TIL MARTYRMUSEUM

Kan man udstille terroristerne fra Bruxelles ved siden af Rosa Luxemburg? Det spørgsmål stillede det tyske magasin Der Spiegel i maj. Der Spiegel var blot et af mange udenlandske medier, som rettede blikket mod forestillingen MARTYRMUSEUM, som spillede i København i foråret.

MARTYRMUSEUM så nærmere på fænomenet martyrer: Adskiller vor tids martyrer sig fra fortidens? Og hvad vil det egentlig sige at gå i døden for det, man tror på?

Du kan læse mere om MARTYRMUSEUM her.

ld_nb_3

ZOMBIE-SUCCES

Efteråret bød blandt andet på horror-forestillingen LIVING DEAD, der med udgangspunkt i flygtningekrisen undersøgte, om vi stadig er i stand til at føle empati.

Forestillingen, som var et samarbejde mellem Sort/Hvid og Aarhus Teater, blev godt modtaget af anmelderne. Politikens teateranmelder Monna Dithmer har blandt andet skrevet, at Christian Lollike med LIVING DEAD har været med til at sætte dagsordenen for dansk teater i 2016. Christian Lollike vandt endda den traditionsrige Teaterpokal for sit arbejde som dramatiker og instruktør på forestillingen.

Du kan læse mere om LIVING DEAD her.

GLÆDELIG JUL FRA SORT/HVID!