Flotte anmeldelser til LIVING DEAD
09.11.2016 | Nyheder
LIVING DEAD har fået rigtig gode anmeldelser i pressen ovenpå sidste uges premiere i København. Du kan læse et lille udpluk af lige her.
★★★★★ Berlingske
»Living Dead skyder med skarpt efter tidens ansvarsforflygtigelse og rammer os alle sammen lige mellem øjnene. Det er teater til angstens fællesrum.«
♥♥♥♥♥ Politiken
»Sagen er, at dagens virkelighed er en grumset affære, hvor det ikke længere er muligt at opretholde skellet mellem os og dem, mellem politik og underholdning, eller mellem finkulturelt teater og popkulturens produkter. En generel hybridisering, som ’Living Dead’ svarer igen på med sit mix af virkelighedsråt flygtningemareridt og kulørt zombiegys.«
★★★★★ KOP Kultur
»Christian Lollike har med Living Dead sat ubehageligt fokus på én af vor tids alvorligste kriser. Vores egen frygt for det fremmede magthavernes manglende handlekraft.«
Copenhagen Culture
»LIVING DEAD [er] en forestilling, der tager ikke bare et, men mange af tidens problematikker op, og i lige så høj grad som flygtninge, handler den om meningstab og en lurende følelse af undergang, som man kan sidde forstenet i sin barbieverden og intellektualisere. Det er en svær forestilling at slippe, og det er heldigt, fordi den taler ind i en tilstand, som vi har brug for at få fortolket på en anden arena end politikkernes.«
Oveni anmeldelserne har Foreningen af Danske Teaterjournalister offentliggjort, at Christian Lollike er blevet nomineret til at modtage Teaterpokalen 2016 for sit arbejde som instruktør og dramatiker på LIVING DEAD.
Teaterpokalen er blevet uddelt af Foreningen af Danske Teaterjournalister siden 1934 til scenekunstnere, der leveret særligt gode præstationer i årets løb. Vinderen bliver offentliggjort i december.
Billetterne til LIVING DEAD nærmer sig udsolgt, så vi opfordrer til, at du ikke venter alt for længe med at få sikret dig en billet til forestillingen. LIVING DEAD er et samarbejde mellem Aarhus Teater og Sort/Hvid og vises til og med 22. november i Pakhus 11. Du kan læse mere om forestillingen her.