Årets Reumert 2017

I lørdags, d. 10. juni, blev de prestigefyldte priser ved Årets Reumert uddelt i Skuespilhuset. Sort/Hvid var nomineret i flere kategorier for vores co-produktioner med Aarhus Teater. Og Reumert-statuetterne dryssede ned over samarbejdet – Erasmus Montanus blev hædret med en Reumert i intet mindre end tre kategorier og Living Dead i hele to kategorier. Nedenfor kan I se priserne og juryens begrundelser.
Tusind tak til Reumert-juryen og Bikubenfonden for de flotte priser og anerkendelsen af vores arbejde. Et endnu større tak til alle jer, der kommer og ser vores forestillinger. Uden jer ville der ikke være noget Sort/Hvid!
Årets Reumert 2017 kan ses eller genses i sin fulde længde her.
Og så er vores samarbejde med Aarhus Teater i øvrigt slet ikke slut endnu. I næste sæson blænder vi op for HOSPITALET – læs mere om den forestilling her
Prisen for Årets Teaterforestilling gik til Erasmus Montanus
Juryens motivation: Verden er flad og todimensionel. Den er, som den altid har været – og ingen akademisk fløs skal påstå noget andet i denne Erasmus Montanus! Kulisserne er flade, og figurerne er stivnede som levende døde. Aftengrøden slubres, og verdens realiteter skubbes væk. Dette er Holberg som højpolitisk kommentar. En klassikeropsætning, vi vil huske længe.

Årets Scenedesign gik til Gehrt & Grarup for Erasmus Montanus
Juryens motivation: I Gehrt & Grarups scenografi er Nutidsdanmark fladt som pap og i sort/hvid. Derfor er Erasmus Montanus hvid i hovedet og sort i tøjet, og derfor er landsbyens lillebitte kirke skåret i danskhedens pap. Kun en rød dino forstyrrer dumheden. Takket være scenografien forstår vi både vanvidskomikken og nationaltragedien i Erasmus’ kamp for en verden i 3D.

Årets Mandlige Hovedrolle snuppede Andreas Jebro for Erasmus Montanus
Juryens motivation: Med et flabet grin hamrer Andreas Jebro Holberg i hovedet på publikum. Hans Erasmus Montanus flår fordommene fra hinanden med sit satiriske greb om den studentikose nar. I sin iver efter at revolutionere verden smadrer han alt – og til sidst også sig selv. Hans ustyrlige improvisationer og sceniske overskud er skuespilkunst i mest moderne form.

Living Dead blev hædret med Årets Særpris
Juryens motivation: I Living Dead er performerne vitterlig levende døde. De er stivnet som marionetter i guldmasker med dukkeøjne, og vi spejler os ubehageligt velkendt i deres afvisende robotstemmer, når de tager dørtelefonen og nægter at lukke nogen ind. For i Christian Lollikes stiliserede verden hersker følelsesløsheden. Sammen med de forkæledes rædsel.

Årets Kvindelige Ensemblerolle gik til Maria Rich for Living Dead
Juryens motivation: Alt er ultra slow, når Maria Rich stavrer hen til køkkentaburetten som halvdød Barbie-zombie i Living Dead. Øjnene stikker sort, huden glimter af guld, og stemmen slæber sig syngende af sted, når hun elegisk og overjordisk præcist viser sin afmagt som hvid overklassekvinde fanget i flygtningestrømmen. Hun løfter figuren op til tragisk format.
