Scene for musikdramatik

DET KUNSTNERISKE RÅD
Til at udforske krydsfeltet mellem musik og scenekunst har vi engageret et kunstnerisk råd, der sammen med Sort/Hvid og et mangefold af kunstnere vil se ind i fremtiden for musikdramatik. Det kunstneriske råd består af: Den klassiske komponist Louise Alenius, Scenograf Franciska Zahle, operaentusiast og instruktør Johan Klint Sandberg og teaterdirektør på Aarhus Teater Trine Holm Thomsen.

ÅBNINGSPROGRAM OG OPEN CALL
Åbningsprogrammet for Sort/Hvid som scene for musikdramatik sker i efteråret 2021. Hen over flere uger vil vi præsentere otte ambitiøse hybridværker i krydsfeltet mellem musik og scenekunst. Netop nu har vi et open call ude, hvor vi inviterer kunstnere til at byde ind til åbningsprogrammet. Se open call her.

KONTAKT

Producent for musikdramatik: Nana Senderovitz, nana@sort-hvid.dk / 61 66 62 91

Pressekontakt: salgs- og kommunikationsansvarlig Maja Vadum Larsen, maja@sort-hvid.dk / 61 70 89 79

Sort/Hvid er blevet udvalgt af Statens Kunstfond som scene for musikdramatisk udvikling. I perioden 2021-2024 vil Sort/Hvid derfor være centrum for musikalske værker på tværs af form og genrer, der udvikler rammerne for musikdramatik.

FREMTIDENS MUSIKTEATER – VISION

Sort/Hvid vil skabe musikdramatik, der konfronterer sin samtid.

Vi vil ikke lade os begrænse af konventioner, men forene en mangfoldighed af kunstnere fra forskellige discipliner om at skabe fremtidens musikdramatik: Vi vil skabe nye udtryk, danne nye genrer og opløse dem igen. Vi er en scene, hvor publikum kan opleve alt fra aktivistisk opera til politisk pop; fra dødsmetallisk dukketeater til kakofonisk kammermusik.

Som centrum for musikdramatik vil Sort/Hvid producere ambitiøse forestillinger og sideløbende facilitere eksperimenter, residencies, workshops og vidensdeling. Vi vil skabe et fagligt udviklende mødested for dem, der vil være med til at tage musikdramatikken nye veje, både musikalsk og scenisk. Og vi vil samarbejde med aktører på tværs af musik og scenekunst i hele landet og internationalt – kunstnere, orkestre, ensembler, festivaler, organisationer og netværk.

Sort/Hvids musikteater er klassisk og rytmisk. Landsdækkende og internationalt. Nytænkende og gammelklogt. Aktivistisk og apatisk. Radikalt og ramasjang. Frygtløst og rædselsvækkende. Kompromisløst og kompromitterende. (Sort og hvidt).