DIES IRAE

Sted Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V
07.10.2021 - 09.10.2021
Hverdage kl. 20, Lørdag kl. 17:00
Sprog Engelsk
Varighed ca. 90 min.
Billetter

Scenografi, koncept og iscenesættelse JULIAN TOLDAM JUHLIN, CHRISTIAN ALBRECHTSEN Komposition, koncept og koncertpianist ERIKO MAKIMURA Komposition JOHANN SEBASTIAN BACH, PJOTR ILITJ TJAJKOVSKIJ m.fl.

Støttet af DANSK TENNISFOND

DIES IRAE – vredens dag – er dagen, hvor sjælene sendes til enten himlen eller helvede. Det bliver en visuel syndflod af en performativ pianokoncert skabt af den klassisk skolede japanske pianist Eriko Makimura og iscenesætterne og scenograferne Julian Toldam Juhlin og Christian Albrechtsen.

Den virtuose klassiske koncertpianist Eriko Makimura befinder sig i mørket i skærsilden over for den endelige dom. Dødssynd for dødssynd kæmper hun for sin syndsforladelse. Hendes krop bliver mere og mere begrænset. Hun tvinges fra klaviaturet og kæmper sig tilbage i et stålfast opgør mod syndefaldet. Makimura spiller, sparker og hamrer sig igennem egne kompositioner blandet med storstilede klassiske værker af alt fra Bach til Tjajkovskij. Ender hun med evig frelse eller total fortabelse?

Eriko Makimura er klassisk uddannet pianist fra Japan. Allerede som toårig startede hun sin uddannelse i den autoritære og klassiske skole. Hun er kendt for sit opgør mod den traditionelle koncerttradition til fordel for rå, intuitive og stærkt visuelle performances. Hun har spillet i alt fra verdenskendte koncertsale til bøssebarer og nedlagte fabrikker. I en lang årrække har hun, med en serie af performative koncerter, spillet sig igennem de syv dødssynder. Én synd ad gangen, koncert for koncert. I DIES IRAE tvinges den syndige pianist på nærmest sadistisk vis til at angribe sit instrument på nye måder i en kamp med kroppen og klaveret mod den definitive dom.

DIES IRAE er en del af åbningsprogrammet for Sort/Hvid Scene for musikdramatik
Fra 2021 er Sort/Hvid scene for musikdramatik, og vi lægger ud med et stort åbningsprogram. To måneder fyldt med værker, der mixer musik og scenekunst. Se hele programmet her.