Samtalesalon: FRIT FLET fra bog til scene

03.11.2018
Kl. 19.30
Varighed 60 min

Gratis

Sort/Hvid iscenesætter i denne sæson den ikoniske fællesbog FRIT FLET af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup. Et værk på mere end 600 sider med alt fra digte til e-mails og familiefotos. Forfatterne har skrevet sammen, hver for sig og på hinandens materiale. Hvordan bliver sådan et litterært fletværk forvandlet til scenekunst? Hvad tilfører scenekunsten det vildtvoksende litterære værk?

Som en del af POW – Power Of Women Festival 2018 inviterer Sort/Hvid til samtalesalon om processen fra bog til scene. Mød den ene forfatter bag bestseller-fællesbogen, Mette Moestrup, i samtale med instruktør Liv Helm, scenograf Franciska Zahle og komponist Hannah Schneider, der lige nu er ved at skabe et sanseligt, scenisk værk af FRIT FLET.

Få indblik i det usædvanlige værk, der har været totalt udsolgt og nu bliver genudgivet, og hør om den særlige kunstneriske arbejdsproces bag forårets iscenesættelse på Sort/Hvid.

Bogen FRIT FLET er udgivet af Gyldendal, produceret i samarbejde med Gyldendal Group Agency.