POW

Power Of Women Festival på S/H

POW 2018 finder sted 1.-4. november. Den 3. nov. foregår det her på Sort/Hvid.  Power Of Women festivalen er et udstillingsvindue for værker, der har kvinders fortællinger i centrum. Værker skabt af kvindelige kunstnere inden for flere kunstformer: Film, musik, scenekunst og litteratur. Festivalen er både for voksne, børn og unge.

 

PROGRAM d. 3. nov. på S/H

Kl. 13-15: Børneworkshop: Et andet køn
Tænkte du også som barn; hvordan det mon ville være, at være en dreng i stedet for en pige? Eller en pige i stedet for en dreng? Nu får børn muligheden for at klæde sig ud og lege med deres forestillinger om køn. Det sker under kyndig vejledning fra nogle af Københavns bedste dragqueens aka Mel Ooda, Karli Kuff og Brynhildr the ViQueen. Workshoppen er gratis, men kræver billet, som bestilles via cphpow.dk. Læs mere her

Kl. 13-16: Skriveworkshop for unge kvinder
Er du pige mellem 16 og 22 år? Er du interesseret i at skrive dramatik? Måske elsker du bare teater og er nysgerrig efter at vide, hvordan man skriver manuskripter til teaterforestillinger? Alene og sammen med de andre vil du komme til at arbejde på et fælles manuskript ud fra temaet ‘Mig i Verden’. Det sker med vejledning fra dramatikerne Anna Skov og Marie Bjørn fra Skrivekollektivet. Eftermiddagen kulminerer med en lille reading af jeres materiale – her er gæster meget velkomne. Workshoppen er gratis. Læs mere her

Kl. 17.30-19.00: ALITY (Performance)
Two-women-machine-show (DK) og Jonathan Bonnici (UK/DK) præsenterer et uddrag fra deres seneste værk ALITY, som havde premiere på Kunsthal Charlottenborg tidligere på året. ALITY er et praksisbaseret, koreografisk værk, der inviterer alle til at bevidne formbarheden af alt det, der omgiver os, fra vores fælles accepterede konstruktioner til den iboende mangfoldighed, der eksisterer i ethvert øjeblik. Ikke ulig oplevelsen af at stirre på et tarotkort eller ind i et kaleidoskop er værket foranderligt og udfolder sig jo mere, at man hengiver sig til det. Læs mere her

Kl. 19.30-20.30: Samtalesalon: FRIT FLET fra bog til scene
Sort/Hvid iscenesætter i denne sæson den ikoniske fællesbog FRIT FLET af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup. Vi inviterer til samtalesalon om processen fra bog til scene. Mød den ene forfatter bag bestseller-fællesbogen, Mette Moestrup, i samtale med instruktør Liv Helm, scenograf Franciska Zahle og komponist Hannah Schneider, der lige nu er ved at skabe et sanseligt, scenisk værk af bogen. Læs mere her

Kl. 21.00-22.00: TRUE.STORY – Teaterforestilling af og med Nanna Bang
Hun siger til sin partner, hun kan lide det hårdt, for det er usandsynligt kønsstereotypt at tænde på ’jeg elsker dig’. Hun tror på Tinder, hun får stjålet sin cykel to gange om måneden, hun er blevet så fed, at hendes lår er begyndt at gå ind i hinanden, men det er okay, siger hendes venner. Tiden for smukke mennesker er forbi. Billet til TRUE.STORY købes på teaterbilletter.dk eller billet@sort-hvid.dk. Læs mere her

Kl. 22.00-02.00: Fest på Sort/Hvid
En hel dag med workshops, talks og performances afsluttes med musik og øl. Festen er gratis at deltage i og åben for alle, der har lyst til at være med. De fem seje kvinder i dj-crewet BAD OMEN leverer musikken. Læs mere her