Dukkepartiet

Sted Hele landet
01.04.2014 - 18.06.2015

Producenter SORT/HVID og TEATER NORDKRAFT Støttet af STATENS KUNSTFOND, BIKUBENFONDEN

Dukkepartiet er et kunstnerisk, politisk parti, der bruger kunst som platform til at arbejde med politisk klima og politisk kultur med det erklærede mål “at udstille tomheden for derigennem at genstarte demokratiet.”

Dukkepartiet bærer masker for at spejle politikerne og det dukketeater, partiet mener, politik er blevet til i Danmark. Partiet laver happenings, musik, performance, kampagner og aktioner, der vil inddrage danskere i en politisk engageret dialog.

Partiet blev præsenteret tirsdag den 1. april 2014, da en maskeret sanger fremførte en lejlighedsopera i Folketingssalen. Følgende proklamerede partiet, at det stillede op til valg og fik i maj 2014 som det første parti i Danmark indført digital vælgererklæring.

Siden har partiet deltaget i diverse arrangementer og var både repræsenteret på Folkemødet Bornholm 2014 og på Kulturmødet Mors 2014. I efteråret 2014 var partiet på Danmarksturné arrangeret i samarbejde mellem Sort/Hvid og Teater Nordkraft med aktionen og jobopslaget: ‘Er du Danmarks næste statsministerkandidat?’. Under turnéen rejste partiet rundt til danske byer, hvor de tog pulsen på borgernes politikerlede.

Modtagelse og omtale
Dukkepartiet har optrådt i talrige tv-, radio- og avisinterviews, og har medvirket i konferencer, seminarer og foredragsvirksomhed.

Mest omtale fik partiet, da de i april 2015 annoncerede, at der var indsamlet over 18.000 underskrevne vælgererklæringer. Senere blev partiet afsløret og måtte indrømme, at historien var en såkaldt ‘nødløgn’.

LÆS MERE: Dukkepartiet indrømmer løgn

Dukkepartiet er flere gange blevet beskyldt for at misbruge skatteborgernes penge. Partiet har blandt andet modtaget 500.000 kr. i kunststøtte fra Statens Kunstfond. Misbrugsanklagerne er mundet ud i lange diskussioner af forholdet mellem kunst og politik.

LÆS MERE: Dukkepartiet er misbrug af kunststøtten
og Kulturministeren om Dukkepartiet

Dukkepartiet er efter Folketingsvalget 2015 gået i dvale.

Læs mere om Dukkepartiet på dukkepartiet.dk