GENFORTOLKNING AF EN KLASSIKER

I Sort/Hvid og CPH Opera Festivals totalteaterversion af DON JUAN, er forføreren død. Du er inviteret til at fejre hans liv med Mozarts opera som vanvidsfest. I den forbindelse inviterer vi til debat: Hvordan kan man genfortolke en klassiker og aktualisere en gammel fortælling?

Efter samtalen vil der være mulighed for spisning (kræver forhåndstilmelding).

Kl. 17.00-18.00: Samtale på Sort/Hvid
Kl. 18.00-20.00: Mulighed for spisning hos Hverdagen
Kl 20.00-22.30: Forestilling

PANELET
/ CHRISTIAN LOLLIKE
Den internationalt anerkendte dramatiker og instruktør Christian Lollike er kunstnerisk direktør på Sort/Hvid og instruktør på DON JUAN. Christian er kendt for sin kompromisløshed og insisteren på, at kunst skal inddrage aktuelle debatter. Christian kendes af mange for eksempel for stykket MANIFEST 2083, der er baseret direkte på Anders Behring Breiviks manifest i forbindelse med massakren på Utøya den 22. juli 2011. Han har modtaget priser for flere af sine forestillinger. Bl.a. blev forestillingen ERASMUS MONTANUS Årets Teaterforestilling, mens forestillingen LIVING DEAD fik Årets Særpris ved Reumert 2017. Ligeledes modtog Christian prisen som Årets Dramatiker ved Reumert 2013.

/ DOROTHEA HARTMANN
Dorothea Hartmann er kunstnerisk leder af Deutsche Opers eksperimenterende scene, Tischlerei i Berlin og har derved gjort det til sit arbejde at prøve nye veje af for operagenren. Dorothea har en lang karriere som dramaturg i operahuse rundt omkring i Tyskland, og så er hun i øvrigt også librettist.

/ KATRINE WIEDEMANN
Katrine Wiedemann er en af de mest anmelderroste og prisvindende instruktører i Danmark. Hendes opsætninger, heriblandt mange klassikere, har siden begyndelsen af 1990’erne været blandt de mest indflydelsesrige i dansk scenekunst. I 2016 fortolkede hun også værket DON JUAN, da hun instruerede opsætningen på Folketeatret.

/ FREJA FRIBERG LYME
Freja Friberg Lyme har en alsidig uddannelse med en bachelor i Religion og en kandidatgrad i Tværkulturelle studier fra Københavns Universitet samt en Master in Opera-directing fra Verona Accademia per l’Opera Italiana og en diplomuddannelse i lederskab fra Den Danske Scenekunstskole. Freja har, indenfor de seneste par år, allerede et omfattende CV med instruktion af operaopsætninger. Ved siden af kører hun et mindre operakompagni, Den Åbne Opera, med produktioner, der har som mål at ramme et yngre publikum og ultimativt at kultivere en ny målgruppe for opera.

/ MATHIAS HAMMER – MODERATOR
Mathias Hammer debuterede som pianist fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2011, bl.a. som solist i Gershwins ”Rhapsody in Blue”. Udover hans internationale karriere som pianist har han siden foråret 2010 været ansat som radiovært og musikformidler på P2, hvor han især er kendt for “Den Klassiske Musikquiz”.

TILMELD DIG ARRANGEMENTET HER