Forlænget spilleperiode på JEG HØRER STEMMER

13.11.2015 | Nyheder 

Billetterne er blevet revet væk til forestillingen JEG HØRER STEMMER med og af den dansk-egyptiske multikunstner Zaki Youssef. For at imødekomme efterspørgslen på den populære forestilling er spilleperioden nu blevet forlænget med fire ekstra spilledage i København fra 14.-17. december 2015.

Jakob Steen Olsen, teaterredaktør- og anmelder på Berlingske og medlem af Reumert-juryen, giver JEG HØRER STEMMER fem stjerner og siger om forestillingen:

»Hans helt store force er netop det, der har været ved at rive ham midt over: evnen til at se tingene fra flere sider. Men også en ubestikkelig integritet og modet til at sige det. Uforfærdet påpeger Zaki Youssef fordomme, fastlåste positioner, lette forklaringer, urimelige følgeslutninger, vattet følgagtighed, både konfliktskyheden og det unødigt konfrontatoriske, den hysteriske retorik – på begge sider af skillelinjen mellem »dem« og »os«. Han uddeler verbale håndmadder til hele koret, og han tilbyder de nuancer, som ellers ikke er til at få øje på. Han gør det tilmed ironisk skarpt, skægt og med et overskud, der er fænomenalt smittende.

Når det hele munder ud i en fælles, gyngende musikalsk omfavnelse med Turkman Souljah på lydanlægget, mødes vi alle i en anden og bedre verden, hjemme i musikken. Hjemme i hinanden. Det er lige før, man tror, der er et håb. For dem. Og for os.«

Læs alle anmeldelser her.

JEG HØRER STEMMER er med og af Zaki Youssef. Sammen med musikeren og komponisten Turkman Souljah har han skrevet nye sange til forestillingen, der er en blanding af koncert, monologer og stand-up, og som vil danne ramme om et både humoristisk og alvorligt billede af de nye stemmer i Danmark. Forestillingen er blevet til i et samarbejde mellem Sort/Hvid og Det Kongelige Teater.

Læs mere om forestillingen og bestil billet her.